Studentermedhjælper til Område Nord i Børne- og Ungdomsforvaltningen
Vil du gerne arbejde med data og analyser i Københavns største forvaltning og være en del af Område Nords tværfaglige support af daginstitutioner og skoler?
Vi søger en akademisk studentermedhjælper til at samarbejde med konsulenterne i områdets support af skoler og daginstitutioner samt af områdeledelsens strategiske visioner.
Børne- og Ungdomsforvaltningen (BUF) har til opgave at drive og udvikle dagtilbud, skoler, fritids-, special- og sundhedstilbud. I forvaltningen arbejder vi med visionen om, at alle børn skal kunne udleve deres drømme. Sammen med forældrene skaber vi rammerne for, at alle københavnske børn og unge kan være i trivsel og blive dannet og uddannet.
I Område Nord møder vi børnene fra deres første besøg af sundhedsplejen i de ca. +130 daginstitutioner fordelt ved vuggestue, børnehave og KKFO og videre til én af de 21 skoler i området, som dækker Nørrebro, Bispebjerg, Brønshøj og Vanløse.
Studentermedhjælperens opgaver består i at understøtte med bl.a. håndtering og analyse af data (primært i Excel), udarbejde oplæg i Powerpoint, skrive referater samt praktiske ad hoc-opgaver i relation til politiske, organisatoriske og ledelsesmæssige processer.
Stillingen er spændende og alsidig, og du indgår i et team af flere forskellige faggrupper som f.eks. konsulenter, sundhedspleje, psykologer, tale-hørekonsulenter og støtte- og kompetencepædagoger, hvor samarbejde er i højsædet.
Din nærmeste personaleleder vil være én af områdets faglige chefer, og du vil arbejde tæt sammen med områdets konsulenter og de andre studentermedhjælpere om koordinering af dine opgaver.
Stillingen kræver blandt andet, at du
- hurtigt kan sætte dig ind i nye opgaver og skabe overblik over dem
- er selvstændig og tager initiativ i samarbejdsrelationer og opgaver
- er dygtig til dataarbejde, analyse og formidling især i Excel
- er omstillingsparat og hjælper til, hvor der er behov
Vi lægger vægt på, at du
- er i gang med en samfundsvidenskabelig videregående uddannelse – gerne på den sidste del af bacheloren eller i starten af kandidaten
- har en høj selvstændighed og god procesforståelse
- har erfaringer med at arbejde i Excel for eksempel på studiet eller i studiejob
- har gode samarbejdsevner og viser engagement
Vi tilbyder
- en spændende stilling som studentermedhjælper i et travlt kontor, hvor der altid er mulighed for sparring med dygtige kollegaer
- en grundig oplæring i de kommunale strukturer og områdets organisering
- en ugentlig arbejdstid på 15 timer fordelt på 2-3 dage med mulighed for fleksibilitet i forhold til dine studier og eksamener
Hvis du synes, det lyder som noget for dig, har du muligheden for at få et studiejob, hvor du både gør en forskel for byens børn og samtidig får vigtig erfaringer med at løse analytiske og administrative opgaver.
Ansættelsesforhold
Ansættelse ønskes fra primo august 2026.
Den ugentlige arbejdstid er 15 timer. Ansættelsen løber frem til afslutning på uddannelse.
Arbejdsstedet ligger på Vibevej 9, 2400 København NV.
Løn- og ansættelsesvilkår i henhold til Københavns Kommunes regelsæt gældende for studerende beskæftiget med kontorarbejde.
Yderligere oplysninger
Yderligere oplysninger kan fås ved at kontakte Louis Havn på 40 44 90 93 eller Anna Hildorf på 21 79 55 23.
Søg via linket senest søndag den 14. juni 2026
Vi forventer at afholde samtaler mandag den 22. juni og onsdag den 24. juni (begge dage i tidsrummet kl. 13.00-17.00).